Kundeservice: +45 75 42 02 55
Dansk design
Energieffektive og genanvendelige radiatorer
Rådgivning
Hudevad design radiator

Sådan finder du den rette radiatorstørrelse

For mange føles opgaven med at finde den rette radiatorstørrelse til rummets varmebehov som en uoverskuelig stor opgave, og for at beregne det helt nøjagtige varmetab/varmebehov kan det også være en langhåret og teknisk udregning, som vi anbefaler man overlader til en professionel og uddannet VVS-installatør.

Der findes dog et par guidelines som du selv kan bruge for at finde den rette radiatorstørrelse:

Hvilket varmesystem har du?

Radiatorer dimensioneres til at kunne opvarme et rum ved en udetemperatur på -12º C.
Har du et to-strengs anlæg benytter man i Danmark typisk et temperatursæt der hedder:

  • Fjernvarme 70/40/20
  • Olie- og gaskedler 55/35/20
  • Varmepumper 55/35/20

Tallene skal forstås som: Fremløbstemperatur / Returløbstemperatur / Rummets temperatur

Har du et ét-strengs anlæg benytter du returløbstemperaturen fra ovenstående og din fremløbstemperatur skal være 10º C højere end returløbet.

Hvilkte type hus har du?

Der findes udførlige tekniske varmetabsberegninger for forskellige hustyper og hvor mange Watt man derfor skal bruge per rum - og det overlader vi til de professionelle, men en nem tommelfingerregel siger at:

  • Ældre huse med ingen ekstra isolering skal bruge: m2 x 65-75 W
  • Istandsatte huse skal bruge: m2 x 50-55W
  • Nybyggede, velisolerede huse / lavenergi skal bruge: m2 x 40-45 W

Hvor stort er det rum radiatoren skal placeres i?

Uanset om du skal bruge radiatorer til et enkelt rum eller til et helt hus, skal du lave denne beregning for hvert enkelt rum i huset. Du skal bruge det antal m2 rummet måler og det finder du ved at gange længden og bredden af rummet.
Når du har antallet af m2 skal du blot bruge ovennævnte tommelfingerregel for det antal W hvert rum skal bruge for at dække varmebehovet. I ovennævnte tommelfingerregel er der taget højde for varmetab fra vinduer, ydervægge, isolering osv.

Eksempel:
Du har en stue på 36 m2 og bor i en istandsat 70´er villa. 36 m2 x 55 W = 1.980 W
Det vil sige at den radiator du skal bruge for at dække stuens varmebehov skal have en effekt eller ydelse på 1.980 W. Om du vil have én stor radiator, 2 mindre eller 3 små er helt op til dig. Du skal blot ramme en samlet ydelse på ca. 1.980 Watt

Hvilken model radiator skal du så vælge?

Det er her det bliver lidt mere spændende, for nu skal du vælge den radiatormodel eller type du godt kunne tænke dig. Hvis du allerede har en radiator, du gerne vil skifte ud, er det ret simpelt. Du skal bare kigge efter en radiator i samme størrelse som den du har eller som i det mindste passer til rørene og tjekke at radiatorens ydelse passer til rummets varmebehov.
Hvis du ikke allerede har en radiator, har du lidt mere frihed. Hvilken stil er du ude efter? Vil du have en stor radiator som et fokuspunkt på væggen? Eller en smal vertikal radiator for at spare vægplads? Eller har du store vinduespartier, hvor du helst ikke vil blokere udsigten og derfor skal bruge lave Lowline radiatorer?

Hvor finder jeg ydelsen på radiatoren?

Under downloads her på hjemmesiden kan du finde vores konverteringsark eller ydelsesberegninger som de hedder på fagsprog. Når du har fundet den radiatormodel du godt kunne tænke dig, finder du ydelsesberegningen for den givne model.
Det er her du skal bruge temperatursættet som dit varmesystem tager afsæt i. Det indtaster du i toppen af skemaet og du kan nu se ydelsen på samtlige størrelser af den radiator du har valgt. Du skal så blot finde den ydelse der ydelse der kommer tættest på din udregning/dit varmebehov.

Til toppen
cross